Støttekoncert i Holmens Kirke var en succes

Støttekoncert i Holmens Kirke var en succes

Solist Tatiana Kisselova og Hjemmeværnets Musikkorps København var med til at støtte SSOP’s lejr for børn, unge og søskende af veteraner.

Omkring kl. 19.00 var Holmens Kirke næsten fyldt, og Jan Brun Andersen formand for SSOP gik til talerstolen og bød velkommen til støttekoncerten for andet år i træk. Jan forklarede, at lejren for børn og unge af veteraner, som han sidste år nævnte, at SSOP arbejdede på, nu er blevet en realitet, hvilket vi hos SSOP er meget glade for. Derudover takkede han alle, der var mødt op, og alle de som støtter vores veteraner og deres pårørende i deres svære hverdag.

Hjemmeværnets Musikkorps København og solist Tatiana Kisselova spillede et bredt repertoire af kendte musikstykker, som en markering af 70 året for Danmarks befrielse. Og det var let at forestille sig de historier som dirigent Mike Cholewa knyttede til hvert enkelt stykke. Sopranen Tatianas stemme var fortryllende, og hun indbød flere gange publikum til at nynne eller synge med. Det var en meget publikumsnær koncert.
Undervejs i koncerten var der flere talere, bl.a. René Pamperin fra Veteranhaven, som selv er veteran og PTSD ramt. René fortalte, at det, der havde hjulpet ham bedst, var naturen og haven. Det ønskede René at dele med andre. ”Jeg startede projektet som en hjælp til mig selv, men nu hjælper jeg andre”. René takkede for, at han i sit arbejde med Veteranhaven, havde mødt en meget fin forståelse og støtte fra SSOP, som har bidraget med et hønsehus.
Derudover fortalte Yvonne Tønnesen fra HKKF Livlinen en veterans historie. Veteranen har tidligere været pillemisbruger, men har gennem SSOP fået hjælp til et behandlingskursus. Det var meget rørende at høre, hvordan veteranen, som selv var til stede i kirken, igennem Yvonne forklarede, hvordan han følte hjælpen havde reddet hans liv.

Bente Skov Holm gik ved koncertens slutning op og forsatte hvor Jan Brun Andersen sluttede med Campen for børn, unge og søskende til veteraner, og forklarede om formålet med Campen. SSOP vil gerne give disse børn og unge en mulighed for at håndtere følgerne af, at deres mor eller far har været udsendt, samt at danne mål for deres egen fremtid. ”Vi har i SSOP længe haft et ønske om at give noget tilbage til disse børn og unge, der i en eller flere perioder har lånt deres far eller mor til Danmark. Derfor har vi i samarbejde med Familienetværket i første omgang arrangeret en efterårslejr for børn og unge mellem 13 og 19 i år i efterårsferien – dvs. uge 42 i år” sagde Bente.

TV2 Lorry var også dukket op til koncerten, og sendte et interview med René Pamperin og Bente Skov Holm, samt livebilleder fra koncerten. I indslaget kan man fornemme, hvor fremragende musikkorpset var til at spille kirken op.

Efter koncerten var SSOP vært med en lille forfriskning, hvor mange benyttede lejligheden til en veteransnak.


SSOP takker alle som var med til at gøre koncerten til en realitet, og alle der mødte op, samt de mange flotte bidrag, som bidrager fint til vores SSOP Camp.