Musical-koncert til fordel for danske soldater og deres pårørende

Musical-koncert til fordel for danske soldater og deres pårørende

Hjemmeværnsforeningen Køge og Omegn donerer overskuddet fra støtte koncert til STSOP.

Kilde: Dagbladet

Hjemmeværnets støttekoncert gav gode musikoplevelser og et godt pengebeløb til danske soldater og deres pårørende.

Køge: Teatersalen på Asgård Skole i Køge genlød i går af musikalske toner til fordel for de danske soldater i Afghanistan og deres pårørende.

Den velbesøgte støttekoncert var arrangeret af Hjemmeværnsforeningen Køge og Omegn, og bestyrelsesmedlem Bruno Juul fortæller, at arrangementet var rigtig vellykket.
- Det var en fantastisk oplevelse at høre musikken i skolens Teatersalen og publikum var i den grad positive, så det blev selvfølgelig til ekstranumre fra de dygtige musikere og solister, siger han og fortæller, at alle leverede an pragtpræstation og virkelig foldede sig ud til koncerten under ledelse af Stig Mærsk som dirigent.

- Der var blandt andet stor begejstring, da publikum kunne høre en skotsk højlandsmelodi med cornet-solo, siger Bruno Juul, der roser de to solister Rikke Mølggard og Max-Emil Nissen for deres præstationer under støttekoncerten.

Koncerten var kommet i stand, fordi hjemmeværnsforeningen gerne ville være med til at gøre noget for de pårørende til Danmarks soldater i Afghanistan - og de soldater, der måske er kommet i klemme, efter de er kommet hjem.

I den forbindelse siger Bruno Juul på vegne af foreningen tak for den opbakning, der har været fra alle sider til at arrangementet.

- Der har været rigtig god vilje til at støtte det her, og det kunne for eksempel ses på, at vi havde opstillet nogle mælkejunger, hvor folk kunne smide byttepenge og andre skillinger. Alene det gav omkring 3000 kroner, og alt i alt giver koncerten over 21.000 kroner i overskud, som nu går til foreningen Støtte Til Soldater Og Pårørende«, fortæller han.

toth

STSOP takker Hjemmeværnsforeningen Køge og Omegn for den fine koncert og den flotte donation.