International Spouses Club donerer 3.300 euro
Yderst til venstre Chairman Bibi Thomsen og ved hendes side Oberst Schmidt, som modtager checken på foreningens vegne.

International Spouses Club donerer 3.300 euro

International Spouses Club ved NATO Hovedkvarteret donerer 3300,- euro til Støt Soldater & Pårørende.

International Spouses Club ved NATO Hovedkvarteret, Joint Force Command Brunnsum i det sydøstlige hjørne af Holland, sørger for at skabe gode netværk og hjælpe de familier, der kommer til hovedkvarteret fra så godt som alle NATO-lande – og et par andre. Ud over at skabe muligheder for socialt samvær med videre, gennemføres der også aktiviteter, hvor der samles penge ind til forskellige godgørende formål, de såkaldte ”Charities”.

En gang om måneden er der ”Coffee Morning” i International Spouses Club og i tirsdags var det vigtigste punkt på dagsordenen uddeling af de midler, der var samlet ind ved de forskellige charity arrangementer i årets løb. Uddelingen blev forestået af Formanden for Charity Committee, danske Bibi Thomsen. Bibi har været dynamoen i arrangementerne og har uden tvivl en stor del af æren for, at der blev et ganske anseeligt beløb at dele ud af: 40.000,- euro.

I alt blev 10 godgørende formål tilgodeset med penge. Det strakte sig fra hjælp til svagtseende og blinde børn i Guatemala, skolebørn i Afghanistan, krigsveteraner i England og flere andre. Også en dansk organisation var med på listen og det var en glad Ældste Danske Officer, der på vegne af foreningen Støt Soldater & Pårørende kunne modtage en flot check på 3.300,- euro.

Checken vil blive sendt hjem til Danmark og vil forhåbentlig være med til at lette livet en smule for dem, der kæmper med mén efter en udsendelse i en international operation.