Hærkadetter løber for penge
Af hensyn til havens øvrige brugere var løberne del i mindre hold over hele dagen.

Hærkadetter løber for penge

Hærens Officersskoles kadetter overrække 11.505 kroner til Støt Soldater & Pårørende efter at have løbet Søndermarken rundt hele tirsdagen.

Af Anders V. Fridberg, Forsvarets Mediecenter

Iført blå t-shirts og løbelystne ben satte mere end 300 kadetter og lærere fra Hærens Officersskole på Frederiksberg tirsdag kursen ud i Søndermarken for at løbe stærkt.
Løbet var en konkurrence mellem skolens klasser, der skulle afgøre, hvilken klasse der kunne tilbagelægge flest kilometer på en time. Den konkurrence vandt Storrud 4. Men det var også et løb, hvor kadetterne ved at løbe mange kilometer kunne samle penge ind til gavn og glæde for soldater, der er kommet hjem fra en international mission med ar på krop eller sjæl.

- Jeg havde i forvejen tænkt mig at lave en konkurrence internt på skolen, og så var det jeg tænkte, hvorfor ikke lade den komme flere til gode og så lave det som et støtteløb, hvor jeg skraber nogle penge ind til Støt Soldater & Pårørende, forklarer løjtnant Morten Krüger, der er formand for officersskolens idrætsforening.

Ud over at samle penge til en god sag var formålet med løbet også at vise anerkendelse til de soldater, som yder et hårdt og farligt stykke arbejde på de internationale missioner,
- Jeg synes, det er vigtigt, at man som officer anerkender de kræfter, som soldater lægger i det arbejde, der bliver lavet på de missioner, og jeg synes, at vi bør betale tilbage på en eller anden måde, for det er trods alt os som førere, som beder dem udføre opgaverne, siger Morten Krüger.

På trods af det efterårsagtige vejr nåede løberne at tilbagelægge i alt 3009 km på den 1½ km lange rundstrækning i Søndermarken. Det resultat betød, at Morten Krüger onsdag formiddag kunne overrække en check på kr. 11.505 til Bente Mantler fra foreningen Støt Soldater & Pårørende. Pengene kom fra sponsorer, der støttede arrangementet med enten et fast beløb eller med et beløb pr. km.
- Det er en stor glæde at komme her ind i dag og få overrakt en check på over 11.000 kroner og vide, at der er en hel flok mennesker fra Hærens Officersskole, der har løbet rundt i regnvejr for at donere penge til vores arbejde. Det er jo grundlaget for, at vi kan udføre vores arbejde, siger Bente Mantler.

Ifølge Morten Krüger er der gode chancer for, at kadetterne gennemfører et støtteløb igen næsten år. Det bliver dog uden ham som hovedmand, da han er færdig på officersskolen til sommer.