Sårede danske soldater i Afghanistan har nydt godt af den store erfaring vores allierede har med velgørenhed og støtte fra virksomheder. En taske med indhold, ”Grab Bag”, er et af de velfungerende initiativer, briterne har iværksat for private midler. Danske soldater bad i efteråret Støt Soldater & Pårørende om at prøve at starte et lignende projekt. Det gjorde vi ved at henvende os til producenter og detailhandlere og bede om en eller flere konkrete ting, der skulle udgøre basis i tasken.
Næsten alle meldte positivt og hurtigt tilbage. Resultatet er, at over 100 tasker indeholdende toiletsager, undertøj, t-shirts, badesandaler, håndklæder, skriveredskaber, læsestof, krydsord og slik er sendt afsted til Afghanistan. Flere vil følge og der vil også blive sendt hjælpetasker til andre brændpunkter, hvor danske soldater er udsendt.
Vore sponsorer har sammenfattende udtrykt det på denne måde:
”Projektet "hjælpetasker" er godt tænkt. I en stresset situation og når der af en eller anden årsag skal handles hurtigt, er små hjælpemidler ofte en stor hjælp. Derfor vil vi gerne støtte projektet."
Tak for den flotte støtte til virksomhederne, der er vist nedenfor.
Hvis du eller din virksomhed er interesserede i at være en del af hjælpetasken, kan du kontakte Torben Mathiasen på følgende mail: .(JavaScript must be enabled to view this email address)
